Porretærte (Quiche Lorraine)

Share
Porretærte (Quiche Lorraine)
Quiche Lorraine - eller på dansk: Porretærte, her med skinketern.

Supernem, hurtig tilberedning, og så smager det godt - både varm og kold. Snup f.eks. et stykke med i madpakken dagen efter.

Råvarer

Færdiglavet fuldkorns-tærtedej (fra supermarkedets køler)
4-5 æg
1 porre
Skinketern/strimler
Ca. 1 dl cremefraiche
Ca. 1 dl vand fra de kogte porrer
Salt+peber

Fremgangsmåde

Forbag tærtedejen: Tænd ovnen på 200 grader, varmluft (eller 220 grader alm. ovn).
Den færdiglavede dej sælges i ruller: Rul dejen forsigtigt ud, men lad den blive på det medfølgende bagepapir.
Læg forsigtigt dejen ud over tærteformen - lad den bare blive på bagepapiret, så dejen ikke klistrer fast i formen, ellers skal du smøre formen med fedtstof - og tryk forsigtigt kanterne ned i formen. Prik huller med en gaffel.
Bag tærtedejen (uden fyld!) i ca. 8-10 minutter, indtil den begynder at få lidt farve.
Tag det ud af ovnen igen, men sluk ikke for ovnen - det her var kun forbagningen.

Klargør porrerne: Skær rodspidsen og det allerøverste stykke af porren og rens resten grundigt. Skær i tykke skiver, ca. 1 cm, og læg stykkerne i en gryde. Dæk med vand og kog ca. 5-7 minutter (de må ikke smatte helt ud).

Tærtefyld: Mix æg, cremefraiche, porre-vand og salt+peber i en skål. Brug piskeris eller håndmixer.

Færdiggør tærten: Fordel stykkerne af porre og skinketern/strimler ud over tærtedejen og fyld til sidst op med æggemassen. Pas på, det ikke skvulper over, når du sætter tærten ind i ovnen! Bag ca. 20-30 minutter, indtil toplaget får farve. Billedet herunder viser en færdigbagt tærte.

Lad bare bagepapiret blive på den færdigbagte tærtedej. Så klistrer det ikke.